Glem mig aldrig, Christian
- for jeg glemmer aldrig dig

1. Beskriv personen helt neutralt, uden følelser eller vurderinger.

Hans arme er solbrændte uden antydningen af et hvidt bånd om venstre håndled som alle andre. Han går aldrig med ur; ejer ejheller en kalender. Dette resulterer til tider i, at han kommer for sent og må spørge om klokken. Når han hører, den har passeret midnat, bøjes de lyse øjenbryn nedad i en bekymret bevægelse, og han kigger på mig og spørger, om han skal gå nu. De blå øjne siger alt på ét sekund, men han kan ikke holde masken længere og bryder ud i en kort latter, der breder smilet ud igennem rummet. Så stryger han hånden - eller gerne begge to - gennem håret, og et lille ar åbenbarer sig midt i det lysebrune landskab. Jeg plejer at kalde det hans "hvide snit". Han rejser sig op; højt, højt op så man må lægge nakken tilbage for at følge med hans øjne. Man ser, at han måske har glemt at barbere sig den morgen, og hans hud bliver strittende og hopper let, når han taler. De hvide tænder kommer til syne og breder sig endnu engang i et smil. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ringer til ham og lader min telefonregning lide, når jeg ikke kan se det smil, men kun høre et svagt ekko gennem røret.

Så var det nok alligevel bedre at invitere ham hjem til te. Han har en forkærlighed for kamillete, uden mælk og helst med en ordentlig skovlfuld sukker og påstår, at han snildt kan drikke syv kopper på en dag. Man tror ham gerne, når man har været ude de første tre gange på et par timer for at sætte nyt vand over til teen. Han har det faktisk ret dårligt med at lade mig rende frem og tilbage, og ville vist egentlig helst selv gøre det hele. Jeg erindrer endnu ikke at have fået lov til at betale - end ikke for mig selv - på en restaurant, hvor han var med. Hans lange arme strækker sig længere end mine i forsøget på at kapre regningen, og jeg må opgive. Tiden forsvinder, klokken bliver mange, og den kolde aftenluft ødelægger forsøget på en spadseretur. Jeg køres hjem, lige til døren så jeg ikke skal behøve at besvære mine fødder med at betræde stierne hjem fra stationen. Og jeg ser hans lygter forsvinde igen til lyden af hans gamle bil med den beskidte nummerplade, som gasser op.

2. Beskriv personen i vrede eller aggression, ja, måske hader du endog denne.

Jeg havde forventet at se ham klokken otte en lørdag aften, så jeg var stået tidligt op for at kunne nå at lave lektier, leje en film, bage kanelsnegle og lave te. Jeg havde endda tændt fyrfadslys, selv om jeg altid har været bange for at lege med ilden. Tiden bevægede sig langsomt imod klokken otte, så lidt over, og til sidst var klokken pludselig blevet ti, og han var endnu ikke kommet. Telefonen ventede desperat på et undskyldende opkald, og dørklokken holdt vejret i spænding. Og jeg sad derinde og græd. Hvor kan folk dog være så lede og ligeglade, at de ikke engang gider at ringe for at sige, de ikke kommer. Det ville have taget ham to sekunder at løfte røret, så jeg ikke skulle sidde i uvished mere. Men ligegyldigheden vandt åbenbart. Den sved langt ind i min sjæl, ætsede mit hjerte og efterlod mig siddende i en tom skal af intetsigende glemsel. Jeg var låst inde i glemslens mørke, og kun én havde nøglen til at få mig ud igen. Han var bare ligeglad.

Således sad jeg længe, meget længe og bare tænkte og forsøgte at forstå, hvad der havde drevet ham til at overse mig og trampe på mine følelser. Kun en person, som er så kold, at smilet fryser fast i en krampagtig bevægelse ville nogensinde kunne gøre dette mod en, de tilsyneladende brød sig om. Jeg fik lyst til at skrige, at han var en nar og fortælle hele verden hvor meget, jeg hadede ham netop i dette øjeblik, men jeg sad ubevægelig og alene i sofaen med tårene trillende ned ad kinderne. Jeg krængede smertens kappe af mig og tilbage var kun hadet og følelsen af at være svigtet. Det blev til isnende kulde i mit bryst hver gang, mine tanker strejfede ham, og jeg kom på grusomme navne, som jeg aldrig tidligere havde drømt om at kalde ham. Før ville det have syntes ondt og fjollet, men i det øjeblik føltes det så rigtigt, at jeg næsten ikke skammede mig. Jeg lå sunket sammen på gulvet som en klat budding, der har mistet sin form efter at have stået for længe i køleskabet og ventet på, at nogen gad spise den; glemt og smidt væk. Fyrfadslysene var brændt ned, gået ud, forsvundet, væk, borte præcis som han. Men mine tanker blev stadig fyldt af hans forsvinden, og det sved endnu dybt inde, da jeg gik i seng.

3. Beskriv personen kærligt, måske endda forelsket. Det skal tydeligt ses, at du holder meget af dette menneske, at det måske er dit et og alt.

Jeg kan lukke øjnene og tænke på ham midt i et smil, som vi kommer til at dele. Hver dag vågner jeg med tanken om, hvornår jeg nu kan snakke med ham igen. Det er som om, hver dag kommer til at dreje sig om håbet om et telefonopkald. Man kommer gennem dagen ved at ride højt på håbet og holde det frem som en gulerod til en kæphest. Han har den blideste stemme, som kan få det til at føles mærkeligt helt ned i mellemgulvet, og som tager pusten fra én, så man glemmer alt det, man skulle sige. Tid og sted forsvinder pludselig, og ledningen dirrer af opmærksomhed og nærvær. Der lægges på, man har aftalt et sted at mødes den aften, og guleroden bliver påny en lygte, der hjælper mig til at finde vej igennem mørket. Hver gang, jeg ser hans smil, er han tilgivet alle de tusinde ting, jeg kunne bebrejde ham for; de betyder intet så længe han er her. Det føles som om nogen trækker rullegardinet op for min verden, solen kommer ind og omfavner mig. Det er morgen, og dagen er ung som vi. Tiden løber, han går og mørket falder på. Jeg venter vagtsomt på vækkeuret, der snart skal vække mig fra min slummer igen og slippe solskinnet ind.

Jeg kan blive panisk, hvis han ikke ringer, det er pinligt, og jeg ved det selv. Men han bærer over med mig og smiler sødt, og jeg glemmer det hele igen. Til tider, når jeg tror, jeg er ved at miste ham, er det som om, Jorden stopper med at dreje om solen, og der bliver goldt og øde i min verden. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis han ikke var her mere til at give Jorden et lille puf tilbage i sin bane. Ingen ved rigtig, at jeg har det på denne måde. De ville grine af mig, og ikke forstå, hvad jeg mente. Men jeg ved, han forstår, at jeg holder så uendeligt meget af ham, at tanken om at miste ham kan gøre mig syg om hjertet. Ingen har nogensinde før overrasket mig med røde roser på en ellers dødssyg fredag aften eller fået mig til at knække sammen af grin over tilsyneladende ingenting. Hvis jeg skulle miste dette... Tanken er så grusom, at den kan få mig til at tude af bar kærlighed. Og kærlighedens tårer smager mere salt end andre, de er som et ocean, jeg kunne drukne i. Præcis som hans øjne.

4. Beskriv personen ironisk eller sarkastisk. Du har et noget distanceret forhold til vedkommende, og det mærkes.

Da jeg første gang mødte ham, der dukkede han bare sådan op. Midt i det hele og præsenterede sig. Jeg havde altså ikke bedt om selskab på en torsdag aften, men det mindste, jeg kunne gøre, var vel at sætte mig ned og snakke lidt med ham. Han nævnte, hvor høj jeg var i forhold til så mange andre af de piger, han mødte. Det havde han nok ikke sagt, hvis jeg ikke lige havde haft høje støvler på den dag. For slet ikke at tale om hans score-replik "Vil du med ud at se min bil?" Så viste det sig så, at det tilmed var en oldgammel bil med beskidte nummerplader, mens han stod og pralede af, at det var en BMW. Den så ud til at kunne gå i stykker hvornår, det skulle være, hvilket den i øvrigt også gjorde en måned senere. Altså mænd og deres biler, det lærer jeg aldrig at forstå. Nu har han ikke engang tid til at se mig i næste uge, fordi han skal forsøge at reparere den sammen med sin far. Det er sådan lidt surt at blive tilsidesat frem for en gammel øse, ikke?

For slet ikke at tale om den gang, han kom slæbende med nogle blomster, og vi gik ned på stranden for at snakke lidt. Der var simpelthen så koldt dernede, jeg sad med jakke og det hele, og jeg tror aldrig, jeg har frosset så meget alligevel. Han sad som altid i en T-shirt og spillede macho. Det tror jeg nu nok også, han fortrød. Jeg slæbte stadig rundt på de der roser. Blomster kan faktisk være lidt irriterende til tider. For et par uger siden stod jeg inde på Blomstertorvet i Helsingør og ventede på ham. Midt imellem alle blomsterne og de fulde svenskere, og han kom bare ikke. Jeg ville ellers godt have haft nogle blomster til mit værelse. Sådan et par røde roser ville nok have set pæne ud, men jeg gad da ikke selv betale for dem. Så jeg blev nødt til at tage hjem og lave mig en trist, fedtfattig frokost i stedet for at gå ud med ham på en lækker restaurant. Han kom dumpende senere med en eller anden undskyldning om hans bil. Den kommer altid i første række, åbenbart. Det er det jeg siger; mænd og deres biler!

5. Beskriv personen surt. Du er i dårligt humør denne dag, måske er det uvedkommende forholds skyld, men i alle tilfælde går det ud over dit billede af denne person.

Det kan da også lige passe, at når man sidder og keder sig en søndag, så ringer han ikke. Han kunne vel nok regne ud, at jeg kunne have brug for at snakke lidt. Naturligvis har han mobiltelefonen slået fra som altid, når jeg ringer. Jeg orker næsten ikke at ringe til hjem til ham og få fat i hans mor, som ikke ved noget som helst, når jeg egentlig godt selv er klar over, hvor han er, men jeg bare ikke kan få fat på ham. Det var da også noget møg, at han glemte at give mig det telefonnummer. Nu skal jeg sidde her og kukkelure hele aftenen mens han morer sig med sit rollespil. Jeg ved virkelig ikke noget mere latterligt, end at voksne mænd gider spilde en hel dag hver uge på at sidde og lege med riddere og drager. Kunne han ikke meget hellere have siddet her og hygget sig med mig? Godt nok kan jeg ikke spy ild, men så kedelig er jeg vel heller ikke. Hvorfor fatter han ikke, at jeg har brug for hans selskab i dag?

Søndag ender bare altid med at blive så triste, fordi han ikke er her. Som om de ikke var det i forvejen. Nogen gange tænker jeg, at han bare er fuldstændig ligeglad med mig, og at alt andet er vigtigere. Jeg ved godt, det sikkert ikke er hans skyld, jeg er nedtrykt, men han kunne da for pokker lige ringe. Det ville hjælpe ret meget på min dag, men det ved han åbenbart ikke. Eller også valgte han bare at prioritere, og så røg jeg i bunden. Jeg bliver lidt sur på ham, når han gør sådan noget. Folk siger til mig, at jeg ikke skal holde ham fast i et kvælertag, men jeg synes ikke, det er så slemt. Det er jo bare et kærligt knus, ikke? Han siger aldrig noget til den slags, lige pludselig er han bare væk hele dagen, mens jeg sidder her og er lidt nedtrykt. Men det er jo klart, han ikke lægger mærke til det, for jeg liver jo fuldstændig op bare ved lyden af hans stemme. Hvorfor kan han ikke se det på mig? Se, at jeg trænger til ham lige her og nu og ikke i morgen eller om fjorten dage. For jeg savner ham allerede. Så luk dog øjnene op, din store tumpe, og se hvem der venter tålmodigt på dig! Men han hører mig ikke.

© 1996 Female Nerd